5 måder VM får det bedste frem i os

Hvert fjerde år sker det. Fodboldkampen kommer endelig, hele planeten synes at holde pause, og noget ret dejligt sker. Fremmede bliver venner, rivaliserende fans ender arm i arm, og sange, du ikke har tænkt på i årevis, bliver pludselig lydsporet til et fælles øjeblik af ren glæde. VM i fodbold i 2026, der afholdes i USA, Canada og Mexico, har allerede vist sig at være et vidunderligt eksempel på dette. Så tag en drink, sæt dig til rette, og lad os se på fem måder, hvorpå denne turnering bringer det allerbedste frem i os alle.

1. Et ægte globalt møde

Årets turnering er den hidtil største med 48 hold, der deltager for første gang nogensinde, fordelt på 16 værtsbyer og tre lande. Det er mange fans, der rejser meget langt hjemmefra, og ærligt talt har det været en af ​​de dejligste dele af det hele at se dem alle blande sig sammen. Tilhængere fra alle hjørner af planeten dukker op i matchende trøjer, malede ansigter og flag draperet over skuldrene, alle forenet af det samme tåbelige, vidunderlige håb om, at deres hold måske bare går hele vejen.

Tag for eksempel Skotlands berømte tartanhær, der har gjort det, de er bedst til, og mødt op med fuld stemme, uanset hvor begivenhederne fører dem hen, og senest har de bragt deres umiskendelige energi til Miamis gader. Der er noget genialt britisk over en gruppe fans, der kan forvandle en gruppekamp til en fuldendt fest , komplet med kilter, sækkepiber og en uendelig forsyning af godt humør, uanset resultatet.

2. Norges fans og Viking Row

En af de mest bemærkelsesværdige historier fra denne turnering har været Norges tilhængere og deres nu berømte Viking Row. Forestil dig scenen. Et traditionelt nordisk horn lyder, tusindvis af fans sætter sig ned i formation, der ligner en langbåd, og så begynder en tromme at slå, først langsomt, før den øges for hvert slag. Efterhånden som tempoet stiger, ror fansene armene tilbage i perfekt harmoni og synger Row med stigende intensitet, indtil hele tribunen bryder ud. Det, der gør denne historie endnu mere charmerende, er, hvor den stammer fra. Det var ikke en gammel tradition, der var gået i arv gennem generationer, men opfindelsen af ​​en entusiastisk tilhænger, en folkeskolelærer ved navn Ole Frøystad, der udtænkte den på en bar i Oslo mindre end seks måneder før turneringens begyndelse. Han ville have noget, der ville sætte Norge på fodboldkortet til deres første VM-deltagelse siden 1998, og gud hvor lykkedes det ham.

Viking Row har siden spredt sig langt ud over stadionerne, dukket op på rulletrapper i Boston, midt på Times Square, og har endda afbrudt den høflige applaus ved en PGA Tour-begivenhed, hvor golfspilleren Viktor Hovland senere gav den elektriske atmosfære æren for at have hjulpet ham til en slutspilssejr. Det er en smuk påmindelse om, at de bedste traditioner ofte starter med blot én målrettet fan og en god idé, og at lidt fællesskab kan sprede sig længere og hurtigere, end nogen nogensinde forventer.

3. Når gamle sange bliver til nye hymner

Den måske mest hjertevarmende tendens ved dette VM har været den måde, hvorpå visse sange, hvoraf nogle er årtier gamle, er blevet genoplivet som uofficielle hymner, der forener fans, som ellers måske slet ikke ville have noget til fælles. Tag John Denvers "Take Me Home, Country Roads". Skrevet tilbage i 1971 som en ode til West Virginia, er den blevet den amerikanske herrelandsholds fejringssang efter kampen, spillet gennem stadionets højttalere, mens spillerne klapper af publikum. Det, der startede i Seattle efter en sejr over Australien, har siden spredt sig til hver eneste USMNT-kamp, ​​hvor fans og spillere synger med i scener, der er blevet beskrevet som ægte rørende.

Det dejlige twist er, at det ikke kun er amerikanske fans, der deltager. Supportere fra hele verden, hvoraf mange aldrig har tænkt over sangen en sekund, har fundet sig selv i at synge tekster om et sted, de fleste af dem aldrig har besøgt. Det lader til, at denne trend faktisk var inspireret af engelske fans, der blev set synge serenader for deres eget hold med Oasis' Wonderwall tidligere i turneringen, et øjeblik, der angiveligt fangede FIFA-arrangørernes opmærksomhed og satte hele ideen i gang. Typisk England, der starter en trend og derefter ser resten af ​​verden løbe med den. Disse øjeblikke betyder noget, fordi de viser fodboldens unikke evne til at forvandle et stadion fyldt med rivaler til ét enormt kor, om end kun i et par minutter.

4. Venligheden, der spreder sig ud over stadionet

Det er ikke kun på banen, at vi ser det bedste af os selv under et VM. Værtsbyerne bliver til et centrum for gæstfrihed, hvor de lokale gør en ekstraordinær indsats for at byde besøgende fans velkommen, give rutevejledning, dele anbefalinger til den bedste lokale fish and chips-variant eller blot starte en samtale med offentlig transport. Frivillige arbejder utrætteligt bag kulisserne for at sikre, at alt går glat, og der er en dejlig følelse af borgerlig stolthed, når byer viser deres bedste for den seende verden. Sociale medier, der ofte er et sted for splittelse, forvandles under et VM til noget langt mere glædeligt. Tidslinjer fyldes med fans fra forskellige nationer, der ønsker hinanden held og lykke, deler videoer af råb og fejringer og generelt nyder det fælles skue i stedet for at vælge side i den sædvanlige forstand.

5. Vi har langt mere til fælles end det, der adskiller os

I sin kerne minder VM os om noget simpelt, men let glemt i vores hverdag; hvad enten det er norske fans, der ror en imaginær langbåd, tusindvis af fremmede, der synger om en stat, de fleste af dem aldrig har besøgt, eller blot et fælles smil med en person, der bærer en ukendt trøje , er det disse øjeblikke af kontakt, der gør turneringen så speciel.

Hold øje med disse små gnister af fællesskab, mens vi nærmer os finalen. De finder sted på stadioner, i fanzoner, på gadehjørner og på sociale medier over hele verden. De er bevis på, at når fodbold gør det rigtigt, bringer det det allerbedste frem i hver eneste af os.